Associationspyntesyge

I restaurationsbranchen er det helt tydeligt for tiden. Så snart man bevæger sig ud af Jensens Bøfhus og ind i middelstanden, serveres al mad på samme måde, fortæller Jørn Duus Hansen. Model spejlæg. I midten af tallerkenen stables tilbehør, kød og kartofler à la et eller andet oveni hinanden. Jo højere, desto bedre. Rundt om den kunstfærdige bunke lægges så saucen, løst henkastede småstumper af julienneskårede grøntsager og diverse andet pynt. Det hele bæres ind i småpludrende ærefrygt, og så sidder man dér. Og kigger.

Alle retter ser ens ud for tiden. Konditorerne og dekoratørerne har slået sig sammen for at forhindre mig i at se og smage forskel på okse, svin, kalv, fisk og høns. Skueretter i nutidig indpakning. Overraskelsen nærmer sig asymptotisk til 0.

Når man bliver bedt om en kommentar til tidens reklame, er det ikke sådan at styre sine associationer. Og det var altså ordet pyntesyge, der først ramte skrivekløen.

Jørn Duus Hansen mener, at dansk reklame er inde i en af sine utallige pyntesyge perioder. Inspirationen kommer tilsyneladende fra kagebagere og vinduesudstillinger. Det er billeder af mærkelige mennesker i ironisk kitchtøj og mange interessante kropspositurer. Det er overskrifter sat op i 8-9 skriftgrader og helst lige så mange skriftsnit. Det er brødtekster behandlet efter samme devise. Det er så flot det hele. Og rigtig trendy, som de siger i Vestjylland.

Selvfølgelig dækker det meste over, at annoncer, tryksager og plakater ikke har noget at sige. Og når man ikke har nogen idé, noget budskab eller et begribeligt sprog at tale i, ja, så kan man jo lige så godt pakke hele sin uformåenhed ind i det skønne pastelfarvede silkepapir, som er så populært på Kgs. Nytorv og omegn.

Mange AD'ere gør det, fordi de bare planker alt det, der er smart for tiden, fortsætter Jørn Duus Hansen. En del AD'ere kender kunsten og gør det faktisk pænt, til tider virtuost. Og så er der de få, som behersker dekorationskunsten til fulde og derfor ikke bruger den.

Jeg håber ved Magasin-i-himlen, at det er de sidste, der vinder årets Guldkorn, når den uddeles af ordstyrer.dk

Jeg tror det. For god reklame behøver ikke flødeskum, pyntegrønt, cocktailbær og smægtende violiner for at glide ned. God reklame er anderledes, på sagen, overraskende og simpel på én gang. Hvis der er nogen kunst i dét, er det dét.

Filmene går modsat printen, sjovt nok. Her er nok af historier, masser af fortællinger, ind imellem er de endda sjove, finurlige, tankevækkende og tæt på menneskers hverdag. Her er langt flere AD'ere og ikke slet så mange kagebagere, fortæller Jørn Duus Hansen.

Samme i England
Tilsyneladende er der ved at ske det samme som i England i 80'erne. Print forarmes. Film suger al talent ud af AD'ere og tekstforfattere. En god og spændstig annonce er blevet kampagnens skjulte lagkagebund.

Der er mange, mange flere gode film end for fem år siden. Der er facon over, hvad man vil sige, ikke overdrevent mange modeskaberier, god produktion. Og de skal nok vinde.

Men man sidder alligevel tilbage med et lidt indadvendt åndedræt. Er de gode, de gode film? – spørger Jørn Duus Hansen - eller har dansk reklame nu endelig bevæget sig ind i 80'erne, medens de andre lande er på vej et helt andet sted hen? Er vi bare glade, vi danskere, fordi vore reklamefilm nu er rykket en anelse længere væk fra polarcirklen? Mod Tyskland?

De fleste er som de fleste. Der er lidt facitliste over det hele. Der eksperimenteres ikke, før von Trier og andre viser, hvordan man gør sådan noget.
Og det er vel kernen i det. Der eksperimenteres stort set ikke. Måske fordi dansk reklame ikke rigtigt har retning, og eksperimenter derfor ikke er mulige. Måske fordi fornyelse forveksles med form.

Måske. Enhver kritiker med egne ben i branchen skyder jo sig selv i foden. Men det er også præcist den legemsdel, der må slippe jorden, hvis dansk reklame skal undgå sine årlige spark i røven i Cannes, London, New York, og hvor den ellers møder op. Hvad den jo ufortrødent gør.
Bl.a. for at trøstespise utallige glimrende måltider på lige så mange forskelligartede restauranter. Som for resten endnu ikke har hørt om, at stabler man måltidet i spidsfindige pyramider, kan man servere nøjagtig samme ret, uanset hvad der bestilles, afslutter Jørn Duus Hansen,

Artikler:

Cahryuis Seaxrdshyayw
Forskervenskab
Global opvarmningsdebattør
Kommunikationledningsföreläsning
Mediesnak - Henrik Qvortrup
Novellejournalistik - Georg Metz
Storbymiljø
Sundhedsjournalistik - Cecilie Beck
Sameksistensforedragsholder
Valgforedrag - Hans Engell